I Danmark står vi med unikke løsninger og gode kort på hånden

I mange europæiske lande er det næsten utænkeligt, at borgere, virksomheder og kommuner går sammen om fælles varmeforsyning. Derfor reageres der nærmest med vantro, når man fortæller om de danske fjernvarmeforsyningsløsninger. Når man yderligere forklarer, at de er forbrugerejede og kører efter hvile-i-sig-selv-principper, så bliver der helt stille i salen.

EBO Consult deltog igen i år REScoop.eus årlige konference for energifællesskaber – Energy Communities Forum – der i år blev holdt i den fantastisk smukke by Prag. Her holdt vi oplæg og faciliterede en workshop om netop de fælles varmeforsyningsløsninger i Danmark.

Det var utrolig interessant at høre om både muligheder og udfordringer i andre europæiske lande. I Holland er der helt nye finansielle muligheder for opstartende fjernvarmeselskaber og en meget progressiv lovgivning på vej. Den europæiske kommission er begyndt aktivt at bruge ordene ”district heating” og man aner konturerne af en solid opbakning til det forbruger- og lokalejede indenfor energiforsyningen.

De konkrete eksempler fra workshoppen var også spændende at drøfte.

I nogle lande er man – med stor frustration – ved at gå tilbage til at fyre med kul fordi det er billigere, og andre steder har man udviklet sindrige varmesystemer, hvor varme fra køers afføring benyttes i store kollektive systemer.

Vi har i forbindelse med den kollektive varmeforsyning i Danmark et forspring så stort, at vi er lige ved at glemme det. Vi tager vores løsninger for givet og taler med største selvfølgelighed om dem.

Men de forbrugerejede løsninger er en del af fundamentet for den grønne omstilling i Danmark. Vi skal promovere dem og bruge vores viden til at hjælpe andre lande med at komme med ombord i andelsbevægelsen indenfor energiforsyning.

Vores løsninger har ikke en politisk farve. Det er ikke en religion. Det er efterprøvet videnskabeligt, at kooperative virksomheder har en højere produktivitet, går mindre konkurs og investerer mere.

Vi er utrolig glade for at have fået muligheden for at udbrede vores viden til andre lande, og vi glæder os til at se, hvordan bevægelsen udvikler sig. Vi er også spændte på om vores politikere formår at gribe og spille med denne meget oplagte bold, der er lagt tilrette på straffepletten fra den europæiske kommission. Det må tiden vise. Lige nu ville en progressiv tanke eller to på området ikke skade.